Happy B-day...

Før fest                                           Efter fest

Jeg orker intet mere... Havde sådan glædet mig til den aften, med alle de buddies jeg ikke havde set i evigheder, og så kommer jeg derhen, og pludselig går det op for mig at det ikke kun er i klassen på mit gym jeg er hende som sidder og kigger når de andre snakker... Prøver at komme med, men det er som om ingen hører mig, eller også skaber jeg pinlig tavshed fordi folk ikke ved hvad de skal sige til det jeg har sagt.
Jeg ved ikke hvad der er sket med mig! Jeg troede bare det var fordi jeg ikke rigtig svinger med dem fra klassen, men når jeg heller ikke kan klikke med 20 af mine good old buddies er der noget galt...
Troede jeg endelig skulle have det pisse sjovt igen, men det er som om en lille nisse på min skulder ikke vil tillade mig det...Pludselig havde mit ride hjem efterladt mig til festen, og SÅ kunne jeg ikke klare noget mere... Sad og snakkede med en eller anden, og pludselig begyndte der bare at trille tårer ned af mine kinder. Skyndte mig ud på badeværelset, hvor jeg anrettede et par håndklæder på gulvet i brusekabinen, trak forhænget for, og så sad jeg bare der ½ time, for lige at komme til mig selv igen. Jeg kunne konkludere at jeg ikke havde været stiv overhovedet, på noget tidspunkt, så det var ikke bare stivhedsgråd, som jeg ellers er så god til lol..
Jeg trak vejret dybt, men kunne mærke at jeg ville begynde at græde igen hvis der var en som krammede mig, så tog meget diskret mit overtøj af, og blev så alligevel mødt af en masse ude i gangen som ville sige farvel. Oh well, jeg klarede den lige, og SÅ skulle jeg også bare ud...
Begyndte at gå, da jeg hørte en råbe efter mig fra en bil; det var Anders, som sad i Hjalte(mit ride)s bil. Åhh, det kunne jeg slet slet ikke klare... Det der med mennesker... Sad heldigvis bagi alene, så kunne gemme mig lidt i mørket bag sæderne. Jeg prøvede at skjule gråden i min stemme, men tror det var ret obvious, for Anders rakte sin ene hånd bagud mellem forsæderne og først bed jeg ham bare i fingeren, for kunne slet slet ikke forholde mig til omsorg, men da han blev ved fandt jeg ud af at det var egentlig rart at trykke lidt i hans hånd. Det var rart med noget menneskekontakt; noget tryghed. Det fik mig til at holde op med at whine, for det fik mig til at indse at alle ikke hader mig, men at det bare er mig der er blevet mærkelig og det kan de jo ikke gøre for.

Jeg savner dengang jeg bare var en lille lalleglad pige, som altid havde noget sjovt at sige, eller i det mindste bare noget...
I aften skal jeg til julefrokost med de samme mennesker; håber ikke der bliver spurgt for meget ind til igår, for vil gerne prøve at have en sjov aften. Selvom at jeg lige nu kan mærke at jeg bare har lyst til at sove hele dagen. Mine øjne svier, mit hoved dunker og min mave kramper...
Tror bare jeg ligger mig tilbage i min seng og lader som om jeg er kradset af indtil jeg føler mig lidt mere oplagt...