Havde det mega mærkeligt igår!Ja faktisk har jeg ret meget haft den her følelse så længe jeg kan huske; den har bare været for ubehagelig og skør til at jeg har ville afsløre den for nogen... Eller forklare den ihvertfald..
Jeg ved ikke hvad det er, men har sådan en.. tom følelse af ingenting, og det ingenting gør mig så fortabt.. Min krop begynder at ryste og jeg kan mærke tårerne sidde på lur i kanalerne hver gang det mindste ikke går som det skal... Specielt rysteturerne er rigtig klamme, for det med tårerne er sådan lidt "jaja, min læge SAGDE jo også jeg nok havde en middel/svær depression", men hvorfor fanden ryster jeg sådan?! Når det sker kan jeg pludselig ikke trække vejret dybt (hvilket får tårerne til at komme tættere på), og det er svært for mig at lave ting med mine arme, fordi den der dirrende fornemmelse bare er for voldsom... Det værste er at den gør at jeg ikke altid kan tegne, for det er min tegneblok jeg kommer til, når jeg har det skidt...
Noget af det eneste der rigtig kan få det til at gå væk er trygheden i lange, trygge kram, og at ligge og blive holdt om. Det får mig for det meste til at græde(Hvis jeg ikke allerede gør det), men hvis jeg bare får lov til lige at blive færdig, så bliver alt som regel meget bedre bagefter.
David forstod ikke seriøsiteten af det indtil igår(han kan ikke forstå at jeg kan være ked af ingenting, og bliver ved med at spørge om det er noget med ham, hvilket gør mig endnu mere ked af det, for så får jeg dårlig samvittighed over at jeg får ham til at tro sådan noget), så har haft den der følelse rigtig meget, men igår var det som om det gik op for ham hvor seriøst det er, så igår lagde han sig i sengen med mig i armene og knugede mig ind til sig, og det var virkelig VIRKELIG dejligt! (i forstår slet ikke hvor meget!)
Desværre fik han besøg meget kort tid efter, og kan ikke overskue mennesker når jeg har det sådan, så den tomme følelse kom hurtigt igen... Jeg begyndte heldigvis ikke at ryste igen!
Det var rigtig nederen, for ham som kom er rigtig rigtig behagelig og rar, og var selv kommet ud til David fordi hans humør var mærkeligt.
Jeg kunne mærke at mit humør påvirkede ham meget, så havde lyst til at tage afsted, men istedet satte jeg mig, efter at de havde røget en jay, over i sengen, tog mine headphones på, og satte mig til at tegne.
Så røg de en spoonpipe, så blev vi sultne, efter maden rullede de en jay mere, og selvom jeg havde aftalt med mig selv ikke at ryge, fordi jeg skal lære at komme ud af det der mood (eller ihvertfald forholde mig til det istedet for bare at løbe), tog jeg lige et par puff, og blev skæv nok til at jeg kunne mærke at alting ikke var så slemt alligevel, og da jeg gik mod bussen lagde jeg mærke til hvor smukt alting er her når træerne begynder at blive grønne, og mælkebøtterne pynter fortovene, og der omkring midnat var der altså faktisk ret smukt! Tænker altid i foto når jeg går rundt om natten, og ser 1000 steder med nice belysning. Farverne var pludselig også lidt gladere, og da buschaufføren ikke hilste igen og bare så sur ud, kunne jeg pludselig tænke "Nå men fuck da bare dig så, for JEG har det godt!" hvorefter jeg smilte til ham igen, og gik ned i bussen.
I believe, sensimilla is really the healing of the nation. Healing of the Kianna at least x3
Anybody who knows about this creepy feeling i have?? .__.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar