Save me...

Hvorfor skal jeg altid græde når jeg er/har været i nærheden af min mor?
Har haft den LÆKRESTE solskinsdag idag, hvor jeg har ligget i mors kolo i undertøj og solet ammenam!
Men da vi snakkede om Gym og jeg ENDELIG fik fortalt hende at en af grundene til at jeg går der er at hun så gerne vil have mig til det, kunne jeg ikke holde noget tilbage, og jeg har grædt mere eller mindre siden. Havde så meget brug for at ligge i mannis arme, og få samlet mine tanker..
 Keen var også i Hjallese for at flytte for hende der Mette som intet har gjort mig, men som jeg ikke rigtig stoler på, og han havde sagt at han også lige skulle hænge et par lamper op når de var færdige med at flytte ting, men det var sidste læs så tænkte at det kunne jeg godt lige vente på
så jeg gik fra kolo og holdte op med at græde for en stund...
Da jeg så endelig fandt den opgang hun flyttede ind i, tog jeg lige en kasse med op sammen med Keen hvor han på vejen op sagde at han blev længere for der var jo en del øl de ikke havde fået drukket, og så røg klappen igen for for det første betød det at jeg havde vandret rundt for at finde den fucking opgang til ingen verdens nytte, for så fulgte han jo ikke med hjem og holdte om mig, og for det andet betød det at Keen skulle drikke alene med Mette...
Så jeg tog toget mod Odense og som altid når mit liv fucker og jeg er alene med noget stort, kører den her sang i mit hovede:

Og pludselig mærker jeg Marias (Hende Nordkraft til dels handler om) render under øjnene, og trætte, opgivende blik. Har lyst til at forsvinde i diverse stoffer, og bliver meget selvdestruktivt tænkende...
ENDELIG er toget i Odense, og jeg skynder mig op og ned ad fyldte rulletrapper hvor folk ikke fatter "gå til højre, stå til venstre"-princippet, så det tager næsten længere tid end selve den uudholdelige togtur.. Jeg kommer op til døren og nu er jeg endelig hjemme!
Nu kan jeg hører musik, lave spejlæg og spille noget AC indtil en eller anden inviterer mig til at lave et eller andet, så jeg kan lægge mine tanker lidt til side, selvom jeg egentlig godt ved at jeg ikke orker andet end at ligge og græde...